Camille Pissarro

(1830-1903) var en dansk-fransk impressionistisk og ny-impressionistisk maler født på øen St. Thomas (nu De Forenede Staters Jomfruøer, dengang Dansk Vestindien). Hans betydning ligger i hans bidrag til impressionisme og post-impressionisme. Pissarro studerede med store forløbere, herunder Gustave Courbet og Jean-Baptiste-Camille Corot. Senere studerede og arbejdede han sammen med Georges Seurat og Paul Signac og vendte sig til den neo-impressionistiske stil i en alder af 54. I 1873 var han med til at skabe et kollektivt samfund af femten håbefulde kunstnere og blev den 'centrale' figur, der holdt gruppen sammen og opmuntrede de andre medlemmer. Kunsthistorikeren John Rewald kaldte Pissarro for "dekanen for de impressionistiske malere", ikke kun fordi han var den ældste i gruppen, men også "for hans visdom og hans jævne, venlige og hjertevarme personlighed". Paul Cézanne sagde: "Han var en far for mig. En mand at henvende sig til og lidt ligesom den gode gud', og han var også en af ​​Paul Gauguins mestre. Pierre-Auguste Renoir kaldte sit værk "revolutionært" for dets kunstneriske afbildninger af "den almindelige mand", da Pissarro insisterede på at male individer i naturlige omgivelser uden "kunstighed eller storhed". Pissarro er den eneste kunstner, der har vist sit arbejde på alle otte Paris impressionistiske udstillinger fra 1874 til 1886. Han "fungerede som en faderfigur ikke kun for impressionisterne", men for alle fire store post-impressionister, Cézanne, Seurat, Gauguin og van Gogh.