Renæssance  ca: 1420 - 1520

Renæssancemaleriet var en stor kunstnerisk bevægelse, der begyndte i Firenze omkring 1420 og derefter spredte sig over hele Europa. Den tidlige renæssance (1420-1500) producerede adskillige mesterværker skabt af kunstnere som Masaccio, Fra Angelico og Filippo Lippi. Denne fase var præget af en tilbagevenden til de klassiske idealer fra den græsk-romerske oldtid, et øget fokus på skildringen af ​​perspektiv, rum og anatomisk nøjagtighed. Højrenæssancen (1500-1520) anses ofte for at være renæssancemaleriets højdepunkt. Nogle af de mest berømte værker i kunsthistorien blev skabt i denne periode, skabt af kunstnere som Leonardo da Vinci, Michelangelo og Raffael. Disse kunstnere stræbte efter perfektion og harmoni i at skildre den menneskelige krop, naturen og bibelske scener. Højrenæssancemaleriet var karakteriseret ved dets tekniske mesterskab, brugen af ​​lys og skygge og dets harmoniske kompositioner. Den sene fase af renæssancemaleriet begyndte med fremkomsten af ​​mannerismen omkring 1520/30. Manierisme var præget af en mere eksperimenterende og udførlig repræsentationsstil, påvirket af kunstnere som Parmigianino og Tintoretto. Renæssancens temaer og stilarter blev nu i stigende grad ændret og fordrejet. Renæssancemaleriet havde en enorm indflydelse på senere generationer af kunstnere og lagde grundlaget for mange af modernismens æstetiske og formelle normer. Teknikkerne udviklet i denne periode, såsom oliemaleri, lineært perspektiv og chiaroscuro-teknikken (spillet mellem lys og skygge) blev videreudviklet og perfektioneret. Valget af emner blev også udvidet, og udover religiøse værker blev der skabt portrætter, landskaber, hverdagsscener og stilleben. Overordnet set var renæssancemaleriet en tid med kunstnerisk fremskridt, fornyelse og opdagelse. Det repræsenterede et vendepunkt i kunsthistorien og dannede grundlag for mange af de kunstneriske udviklinger, der fulgte i århundrederne, der fulgte.